Årsager til diskusprolaps
Diskusprolaps er en smertefuld tilstand, der kan påvirke mennesker i alle aldre, men oftest 25-50 årige. Årsagen til en diskusprolaps kan være et tungt løft, dårlig kropsholdning, en forkert bevægelse, eller den kan opstå over længere tid.
Diskusprolapser opstår, fordi der sker en svækkelse eller skade på bruskskiverne, der ligger mellem hvirvlerne i rygsøjlen. Disse bruskskiver fungerer som støddæmpere mellem ryghvirvlerne, og de består af en ydre hård skal og en indre blød kerne. Når den ydre skal beskadiges, kan den bløde kerne lække ud og presse mod de omkringliggende nerver, hvilket resulterer i smerte og ubehag.
Hvor man kan have diskusprolaps henne?
Diskusprolaps kan forekomme i forskellige dele af rygsøjlen. De mest almindelige områder, hvor diskusprolapser opstår, er i lænden og nakken. En diskusprolaps i lænden kan forårsage smerter i lænden, hoften og benene, mens en diskusprolaps i nakken kan føre til smerter i skuldrene, armene og hænderne.
Mange vil, udover smerter, også opleve snurrende fornemmelser i arme og ben. Uanset hvor diskusprolapsen er placeret, kan den have en betydelig indvirkning på din livskvalitet og daglige aktiviteter.
Diagnose og behandling
Hos Kiropraktorhuset Hillerød begynder vi diagnosticeringen af diskusprolaps med en grundig fysisk undersøgelse og en gennemgang af din sygehistorie. Det er ikke muligt at se en diskusprolaps på et røntgenbillede, men hvis der er indikation for det kan vi tage et røntgenbillede af nakken eller ryggen som kan give nyttig information om din rygs tilstand.
Når diagnosen er fastlagt, vil vi drøfte behandlingsmulighederne. Behandlingen kan variere afhængig af omfanget af diskusprolapsen. I de fleste tilfælde begynder behandlingen med kiropraktiske led-justeringer, muskelafspænding, øvelser og eventuelt smertestillende medicin. Svære tilfælde kan kræve kirurgi for at fjerne den beskadigede diskus, men det er ofte sidste udvej.
Forløb med behandlingen
Som kiropraktorer har vi et specialiseret pakkeforløb for patienter med diskusprolaps.
Hos Kiropraktorhuset Hillerød indleder vi forløbet med en konsultation, hvor vi har en samtale om symptomer, udviklingen i smerter, hvad der provokerer smerterne, og hvad der lindrer smerterne. Herefter foretager vi en grundig undersøgelse af hele ryggen for at få det fulde overblik. Vi foretager en neurologisk undersøgelse for at vurdere om der er tale om en diskusprolaps, og i så fald hvor stort nervetrykket er
Et prolapsforløb ved en af vores kiropraktorer vil herefter vare 8 uger, og de første 2 uger er typisk meget intense, alt efter omfanget af din tilstand. Hvis vi vurderer, der er behov for det, kan vi anbefale, at du kommer ind til behandling ved vores kiropraktorer flere gange om ugen i de første 2 uger, hvor vi fokuserer på at lindre smerten og spændingerne i musklerne og leddene omkring nerven, så kroppen kan få ro til at hele sig selv. Vi vil også give dig vejledning og anbefale øvelser, du kan lave derhjemme, så du kan have så normal en hverdag som muligt. Vi laver løbende statuskontroller i uge 2, 4 og 8, for at vurdere, om der er bedring eller forværring. Efter de to første uger, er det ofte ikke nødvendigt at komme ind på klinikken så ofte, men det er igen meget individuelt.
Vi holder løbende kontakten med din egen læge, som vi informerer om diagnosen, opstart af behandling, udvikling og afslutning, såfremt vi har din tilladelse til det. Vi kan også snakke med din læge om udskrivelsen af smertestillende medicin, henvisning til MR-scanning eller om andre opdateringer undervejs, som vi vurderer, er vigtige for din læge at kende til, for at vi kan hjælpe dig bedst muligt.
FAQ
Kan en kiropraktor hjælpe ved diskusprolaps?
Ja, en kiropraktor kan være en værdifuld del af behandlingen for diskusprolaps. Som kiropraktorer kan vi bruge forskellige teknikker, herunder ledjusteringer, for at lindre smerte og forbedre funktionen af rygsøjlen. Vores opgave er at hjælpe kroppen med at hele sig selv. Ved diskusprolaps opstår der et nerverodstryk, og det tager tid for kroppen at komme sig.
Vi tilbyder et 8-ugers forløb, hvor vi smertelindrer området og holder øje med udviklingen i symptomerne, da det ikke er muligt at arbejde direkte med diskus, men vi kan løse nogle af problemerne omkring prolapsen. Vi henviser videre til det offentlige, hvis der er forværring, og vi vurderer, der er behov for yderligere behandling eller scanning.
Hvad er bedst: kiropraktor eller fysioterapeut?
Valget mellem en kiropraktor og en fysioterapeut afhænger af din specifikke tilstand og personlige præferencer. Begge kan være effektive i behandlingen af diskusprolaps, men tilgangene kan variere.
En kiropraktor fokuserer normalt på justeringer og manuelle teknikker, mens en fysioterapeut arbejder med øvelser og rehabilitering. Det kan være nyttigt at konsultere begge for at finde ud af, hvilken behandling, der passer bedst til dig.
Hvad må man ikke, når man har en diskusprolaps?
Hos Kiropraktorhuset Hillerød anbefaler vi, når du har en diskusprolaps, at du så vidt muligt undgår at provokere smerten, da det vil hjælpe kroppen med at hele hurtigere. Hvad der provokerer smerten, er forskelligt fra krop til krop, og derfor er der ikke noget, du generelt ikke må eller bør undgå. Derudover bør du så vidt muligt opretholde en normal hverdag og holde dig aktiv i det omfang, du kan. Har du et skrivebordsarbejde, der udløser smerter, kan det være svært, men vi anbefaler ikke, at du er sengeliggende eller immobil i længere tid ad gangen, da det ikke fremmer helingen.
Har du en lændeprolaps kan det være en stor hjælp at skifte stilling hele tiden, så du kontinuerligt både står op og sidder ned i korte intervaller ad gangen, alt efter hvad der provokerer nerven mindst muligt.
For nogle patienter er smertestillende nødvendigt for at kunne holde smerterne ud, mens andre fravælger det. De fleste kan klare sig med håndkøb, mens andre har brug for smertestillende på recept. Du skal snakke med din egen læge for at få udskrevet smertestillende.