Svimmelhed

Svimmelhed er ligesom hovedpine et symptom, som kan have mange årsager og grundig udredning er også vigtig ved svimmelhed.

Cervikogen vertigo betyder svimmelhed, hvis årsag kommer fra nakken. I nakken sidder mange små nerver, som giver information til hjernen om nakkes position i forhold til resten af kroppen, informationer som er vigtige for at kunne opretholde en god balanceevne i kroppen. Hvis der er nedsat bevægelighed i nakkens led og spændinger i musklerne, kan det give ukorrekte signaler fra nerverne til hjernen, som kan medføre svimmelhed. Kiropraktisk behandling af nakkens led og muskler normaliserer bevægeligheden og kan dermed fjerne årsagen til svimmelheden.

Øresten – benign paroxymal positionel vertigo (BPPV). Skyldes små øresten/krystaller som river sig løs i det indre øres balanceorgan og bevæger sig ud i buegangene i det indre øre. Dette udløser voldsom svimmelhed når man bevæger hovedet. Ofte udløses svimmelheden, når man ændrer stilling, for eksempel når man vender sig i sengen eller sætter sig op. Svimmelhedsanfaldet varer typisk op til 30 sekunder, nogen gange længere. Løse øresten kan behandles ved Epleys manøvre, som vi kan udføre her i Kiropraktorhuset Hillerød eller hos ørelægen.